Når vi den 27. oktober skifter til vintertid, vil nogle af os få en times ekstra søvn, mens andre måske må blive på arbejdet en time længere end normalt.
De af jeres medarbejdere, som udfører natarbejde, vil derfor få en times effektivt arbejde ekstra, hvis de normale mødetider fastholdes.
Der har ikke været gennemført en sag om betydningen heraf, men det arbejdsretlige udgangspunkt og KA Plejes indstilling er, at der skal betales for det udførte arbejde. Hedder vagtplanen 00.00 – 07.00, og har man grundet overgang til vintertid udført arbejde i 8 timer, så har man ret til løn for 8 timers arbejde.
Man skal dog huske på, at medarbejderen – uanset vintertid – skal have sin aftalte daglige/ugentlige arbejdstid. Den ”ekstra time” kan eventuelt afspadseres på et andet tidspunkt, så medarbejderen forsat kun har sin aftalte arbejdstid.
Helligdage
For medarbejdere ansat i henhold til overenskomsten mellem FOA og KA Pleje betragtes den 24. og 31. december som søgnehelligdage.
Søgnehelligdage defineres under overenskomsten som helligdage, der ikke falder på en søndag. Det betyder i år, at der er 5 søgnehelligdage i forbindelse med jul og nytår.
For månedslønnede medarbejdere skal der efter overenskomsten ske nedsættelse af antallet af timer, der kan tjenesteplanlægges i mødeplanperioden, med 7,4 timer pr. søgnehelligdag. For de deltidsansatte foretages der en forholdsmæssig nedsættelse.
De medarbejdere, der udfører arbejde på helligdagene, har ret til tillæg i henhold til overenskomstens § 25 om arbejde på særlige tidspunkter.
For timelønnede medarbejdere er betaling for søgnehelligdage, hvor der ikke arbejdes, indregnet i deres sædvanlige timeløn med 3,1%. Hvis der arbejdes på en søgnehelligdag, betales der timeløn med tillæg af 100%.
Har du spørgsmål eller er du i tvivl om informationerne, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte juridisk afdeling.