Feriegarantiordning

Vores feriegarantiordning har stor værdi for mange af vores medlemmer, da det både giver en likviditets- og rentefordel, hvis du benytter dig af muligheden for at beholde de beskattede feriepenge i virksomheden.

Herunder kan du læse mere om, hvad en feriegarantiordning er, og – hvis du er medarbejder eller repræsentant for en medarbejder – hvordan du ansøger om udbetaling herfra.

Nyttige links

Birgitte Kristoffersen - Advokatsekretær

Er du i tvivl, så kontakt mig eller mine kolleger i juridisk afdeling.

Dir. tlf.: +45 82 132 147
Mail: birgitte@ka.dk

Spørgsmål & svar:

Til dig som virksomhed:

En feriegarantiordning er dine medarbejderes garanti for, at de altid kan få deres feriepenge, selvom du beholder dem i virksomheden og skulle være så uheldig at gå konkurs. Du kan desuden udnytte de likviditets- og rentemæssige fordele i at beholde medarbejdernes beskattede feriepenge i din virksomhed, indtil medarbejderne anmoder om at få dem udbetalt. 

Feriegarantiordningen træder nemlig i kraft ved din virksomheds konkurs. Fordi du har beholdt feriepengene i virksomheden, kan medarbejderne nu ikke få deres feriepenge udbetalt af din konkursramte virksomhed. Det skal naturligvis ikke komme dine medarbejdere til skade, og derfor dækker feriegarantiordningen medarbejdernes krav på feriepenge på virksomhedens vegne.

Eftersom virksomheden står som udbetaler af feriepengene, vil alle ansøgninger om udbetaling af feriepenge blive sendt til virksomhedens e-Boks. Du skal altså holde øje med e-Boksen, så du rettidigt får godkendt og udbetalt de feriepengebeløb, der er ansøgt om, ligesom du skal sørge for at indberette skat af feriepengebeløbet, eftersom beskatning først sker på udbetalingstidspunktet.

I den forbindelse er det også væsentligt, at du ikke godkender og udbetaler feriepenge for en periode, hvor medarbejderen reelt ikke holder ferie. Det vil kunne få økonomiske konsekvenser for både dig som virksomhed og for medarbejderen, hvis du ikke er opmærksom herpå. Du skal også vide, at medarbejderne først har krav på udbetaling af deres feriepenge 30 dage før ferien påbegyndes. Du skal i det hele forholde dig kritisk til de ansøgninger, du modtager, og er der en udbetalingsanmodning, som du ikke kan godkende, har du altså ret til at afvise den og bede medarbejderen om at ansøge på ny.

Går din virksomhed konkurs, er der selvsagt ingen penge at udbetale til medarbejderne, og KA Plejes feriegarantiordning dækker derfor det skyldige beløb på din virksomheds vegne. 

Hvis du indbetaler feriepenge til FerieKonto, kan medarbejderne søge feriepengene udbetalt hos dem, og feriegarantiordningen er således ikke aktuel.

I forbindelse med en konkurs vil der måske være en måned eller to op til konkursen, hvor du ikke har kunnet betale de skyldige feriepenge til FerieKonto. I dette tilfælde kan medarbejderne naturligvis ikke få deres penge fra FerieKonto, men må i stedet ansøge om det manglende beløb hos Lønmodtagernes Garantifond.

Feriegarantiordningen dækker udelukkende i forbindelse med konkurs. Det er altså ikke en garanti, som du kan trække på ved mangel på likviditet i virksomheden eller i tilfælde af fx likvidation, betalingsstandsning eller andet.

Feriegarantiordningen træder alene i kraft efter afsigelse af konkursdekret over virksomheden.

Vores feriegarantiordning dækker dine medarbejderes manglende feriepenge i den uheldige situation, hvor din virksomhed går konkurs. For nogle medarbejdere er det måske kun en enkelt feriedag eller to, de mangler betaling for, mens det for andre måske kan være et helt års opsparede feriepenge.

Henstår der uafholdte feriefridage, eller mangler medarbejderen søgnehelligdagsbetaling, skal disse beløb søges udbetalt via Lønmodtagernes Garantifond, da de ikke er omfattet af KA Plejes Feriegarantiordning. 

Alle dine medarbejdere, som er ansat på vores overenskomst med FOA, er som udgangspunkt omfattet af feriegarantiordningen.

Når vi siger som udgangspunkt, er det, fordi der gælder særlige regler i forhold til betaling under ferie, når vi taler om funktionærer og elever. Derfor er disse to medarbejdergrupper ikke omfattet af feriegarantiordningen, selvom de er ansat under KA Pleje-overenskomsten, og de skal derfor ansøge om deres manglende feriepenge hos Lønmodtagernes Garantifond.

Til dig som lønmodtager/fagforening:

For at anmelde dit krav, skal du udfylde ansøgningsskemaet her på siden og vedhæfte en kopi af dit hovedkort, som findes i TastSelv menuen på Skats hjemmeside.

Det er vigtigt, at du udfylder skemaet med alle de oplysninger, du kan, og samtidig sørger for at fremsende alle nødvendige oplysninger sammen med din ansøgning for at mindske sagsbehandlingstiden.

Når du har indsendt din ansøgning til os, vil du modtage en mail fra os, hvor ansøgningsskemaet er vedhæftet som PDF-fil. Denne fil skal du printe og underskrive og derefter sende den retur til os igen. Først når vi har modtaget ansøgningen med din underskrift på, kan vi påbegynde sagsbehandlingen.

Har du sat din fagforeningsrepræsentant på ansøgningen som kontaktperson, vil fagforeningsrepræsentanten være cc på mailen til dig om underskrift af ansøgningsskemaet. Din fagforening kan også udfylde ansøgningsskemaet på dine vegne, og du vil da alene modtage en mail med en PDF-udgave af det udfyldte ansøgningsskema, som du skal du printe og underskrive og derefter sende den retur til os igen. Igen gælder det, at vi først kan påbegynde sagsbehandlingen, når vi har modtaget ansøgningen med din underskrift på.

Hvis du mener, at der er indberettet en forkert feriepengesaldo eller et forkert antal feriedage, bedes du oplyse, hvad du mener den korrekte saldo skal være. Det er vigtigt, at du medsender dokumentation for den saldo, som du mener er den rigtige. Dokumentation kan fx være lønsedler, som du har modtaget fra virksomheden.

Hvis du mangler feriepenge for flere optjeningsperioder, skal hver periode opgøres for sig.

Hvis du som fagforening anmelder kravet på vegne af et medlem, skal du udfylde ansøgningsskemaet her på siden og vedhæfte en kopi af dit medlems hovedkort, som findes i TastSelv menuen på Skats hjemmeside.

Det er vigtigt, at du udfylder skemaet med alle de oplysninger, du kan, og samtidig sørger for at fremsende alle nødvendige oplysninger sammen med din ansøgning for at mindske sagsbehandlingstiden. Desuden skal du vedhæfte en opgørelse af feriepengekravet fordelt på optjeningsperiode (ansøges der for mere end én optjeningsperiode, skal opgørelsen opdeles på de relevante perioder) med angivelse af antallet af feriedage for perioden og feriepengebeløb (både brutto- og nettobeløb).

Når du har indsendt din ansøgning til os, vil du modtage en mail med en PDF-udgave af det udfyldte ansøgningsskema. Mailen sendes samtidig til dit medlem, som skal printe og underskrive skemaet og sende det retur til os. Først når vi har modtaget ansøgningen med dit medlems underskrift på, kan vi påbegynde sagsbehandlingen.  

Tidligere blev feriepenge indberettet som nettobeløb – altså efter skat. Efter den nye Ferielovs ikrafttræden, indberettes feriepenge som bruttobeløb. Derfor har vi brug for dine skatteoplysninger for at kunne beregne, hvilket beløb du skal have udbetalt.

Modtager vi ikke disse oplysninger, vil skatten af dine feriepenge blive beregnet iht. Kildeskattelovens § 48, stk. 8, hvoraf fremgår, at der af dine bruttoferiepenge skal svares 8% i arbejdsmarkedsbidrag og 55% i skat.

Det betyder også, at det beløb, du kan se på borger.dk, ikke vil være det beløb, du kan få udbetalt, da der ikke er trukket skat af beløbet inden registreringen.

Da vi ved, at det har stor betydning for dig at få udbetalt feriepengene, er det vigtigt for os at have en kort sagsbehandlingstid, og vi bestræber os derfor på, at du kan søge feriepenge inden for 30 dage efter anmeldelsen til KA Pleje.

Dog vil sagsbehandlingstiden variere alt efter, hvor mange anmeldelser vi modtager, ligesom der kan være forskelle fra sag til sag.

Endelig afhænger sagsbehandlingstiden også af, om vi modtager al relevant dokumentation i sagen sammen med ansøgningen, eller om vi skal vente på, at noget eftersendes.

Vi bestræber os selvfølgelig på at udbetale feriepengene hurtigst muligt.

Når din sag er færdigbehandlet hos os, vil du modtage en mail om, at du nu kan søge om at få dine feriepenge udbetalt via borger.dk. Du skal regne med, at der går ca. 1 uge fra din ansøgning på borger.dk, til pengene står på din konto. 

Hvis vi ikke kan dække dit feriepengekrav, vil en evt. afvisning af din anmeldelse vil også blive sendt til dig på mail. 

Vær opmærksom på, at dine feriepenge tidligst kan udbetales 4 uger før din første feriedag.

Er sagen anmeldt af din fagforening, eller har du anført din fagforening som repræsentant i sagen, vil alle beskeder i sagen blive sendt direkte til din fagforening, og du vil dermed blive orienteret om sagen fra fagforeningen.

Anmelder din fagforening feriepengekravet på vegne af dig, skal du kontakte din fagforening med evt. spørgsmål.

Anmelder du selv dit feriepengekrav, og har du i den forbindelse spørgsmål til ansøgningen eller ovenstående, er du velkommen til at kontakte Birgitte på tlf. 82 132 147 eller mail birgitte@ka.dk.  Kontakter du os, er det vigtigt, at du oplyser CVR nr. eller navn på den virksomhed, du var ansat i, samt din fødselsdato.