En privatiseringsangst har bredt sig blandt høj og lav i kølvandet på Produktivitetskommissionens seneste rapport: Offentlig-privat samarbejde. Sjældent har privat ældrepleje, privat børnepasning og privatskoler været under større beskydning end i denne uge. Det tankevækkende er, at det omtales som ren fiktion. Pia Olsen-Dyhr, SFs nye formand, udtalte eksempelvis til Politiken den 19. februar:
»Vi skal ikke eksperimentere med de ældre og vores børn. Vi skal have skabt noget tryghed omkring vores kernevelfærd.«
Har kommissionen lanceret banebrydende og kontroversielle ideer? På ingen måde. Vi har haft privatskoler i over 100 år. Vi har haft privat ældrepleje siden 2004. Og private vuggestuer og børnehaver siden 2005.
De færreste vil mistænke privatskoler over en kam for at give børn en dårlig undervisning: Ifølge landsgennemsnittet af karaktererne givet ved folkeskolens afgangsprøver 2013 fik elever ved folkeskoler karakteren 6,7, mens elever på privatskoler fik 7,5.
Private vuggestuer og børnehaver har brudt med kassetænkning og tilbyder længere åbningstider, færre lukkedage og ekstra services – uden at det ændrer noget ved prisen eller personalets uddannelsesniveau, kompetencer og antal.
Endelig er der den private ældrepleje: Ældre har i 10 år haft mulighed for i en række kommuner at vælge en anden leverandør af personlig og praktisk pleje end den kommunale. Ifølge undersøgelser, vi har gennemført i KA Pleje, er sygefraværet i fritvalg-virksomhederne minimal, og arbejdsglæden er høj.
Ydermere viser en undersøgelse, som KL har udført for Socialministeriet (offentliggjort december 2013), at de ældres tilfredshed med den private pleje er bemærkelsesværdigt større end de ældres tilfredshed med den kommunale pleje:
52,6 procent af de ældre er ’meget tilfredse’ med den praktiske hjælp fra den private leverandør, mens 40,9 procent er ’meget tilfredse’ med den kommunale leverandør.
Hvis vi skal spørge de ældre, er der ingen grund til bekymring. Og det er vel modtagerne, der ved bedst?
Pia Olsen-Dyhr og resten af Folketinget sætter standarden. Det må ikke blive vigtigt for en politiker, hvem der leverer varen, men hvordan varen bliver leveret. Hvis man kan levere det samme som det offentlige, men til en lavere pris: Hvad galt er der i det? Det burde være afgørende for politikerne, at de har et mål om, at borgerne får den bedste kvalitet til den bedste pris