Der bliver brug for stadig flere lys i lagkagen, når vi fejrer fødselsdag. Det er fantastisk, at levealderen stiger.
Samtidig stiger manges ønske om at kunne gå tidligere på pension. Man behøver ikke være Nobelprismodtager i økonomi for at se, at det samfundsøkonomisk halter, at vi vil tidligere på pension, når vi samtidig bliver ældre og ældre. Det perspektiv savner jeg i debatten om pensionsalder.
I stedet har vi fået overbudspolitik.
Flere partier har stået i kø for at overbyde hinanden i forhold til, hvem der skal kunne gå tidligere på pension. Nogle har endda nævnt konkrete fagforeninger, hvis medlemmer de gerne vil give ret til at forlade arbejdsmarkedet før andre. Man kan godt få den tanke, at det handler om at please bestemte grupper på tærsklen til et valg.
Pensionsdebatten har desuden sat folk i bås, og det har bestemt ikke været kønt at se på.
Hvis du arbejder som håndværker eller sundhedshjælper, så er det nærmest den direkte vej til et liv lænket til kørestol – det har i hvert fald været den underliggende tone i debatten. Hvordan i alverden skal vi få unge mennesker til at vælge en karriere inden for de områder, når bestemte faggrupper på den måde tales ned under gulvbrædderne?
Debatten om pensionsalder har desværre også været præget af en meget snæver definition på nedslidning.
Politikerne har givet udtryk for, at det kun er fysisk nedslidning, der skal give adgang til tidligere pension. Jeg savner, at man erkender, at psykisk nedslidning er et lige så stort problem som fysisk nedslidning. Man kan altså godt blive slidt ned uden at have stået på et stillads.
Klynkeri og kræver-mentalitet
Debatten har også været præget af klynkeri.
Vi har det så hårdt, siger vi, men vi har aldrig arbejdet færre timer end nu. Lad os skrue tiden tilbage til 1957, hvor den folkepension, vi kender i dag, blev indført. Dengang skulle man være 67 år for at få glæde af den. Arbejdstiden lød på 48 timer om ugen. Man havde ret til tre ugers ferie.
Hvis vi med de nuværende regler skal levere samme antal arbejdstimer over et helt liv, som man gjorde i 1957, så skal pensionsalderen hæves mange, mange år. Jeg ønsker mig ikke tilbage til 1957, men eksemplet viser, at vi nogle gange bør skrue lidt ned for kræver-mentaliteten.
Jeg skal ikke kun bruge spaltepladsen på at kritisere politikerne.
Jeg vil gerne foreslå dem at studere den nye overenskomst mellem KA og Det Faglige Hus. Den indfører ”Fleksibelt seniorliv”, som åbner døren for, at man på den enkelte virksomhed kan skræddersy et fleksibelt seniorliv, der tager udgangspunkt i de ønsker og behov, som arbejdsgiver og medarbejder har.
”Fleksibelt seniorliv” giver mulighed for, at medarbejderen – op til fem år inden folkepensionsalderen – kan begynde at gå ned i tid. Nedgangen i tid betaler medarbejderen selv via sin pensionsopsparing. Det giver frihed og fleksibilitet. Det er den slags ordninger, der er brug for. I stedet for politisk dikterede løsninger er det langt bedre, at arbejdsmarkedets parter sammen finder fælles løsninger.