-

Nyt tilbud kan sikre KA Pleje-medlemmer billigere forsikring

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Foto: Colourbox

SMVdanmark lancerer nu et helt nyt forsikringstilbud, SMVforsikring, som medlemmer af KA Pleje kan få glæde af. Det er den klare forventning, at virksomhederne ved at benytte tilbuddet vil kunne opnå bedre og billigere forsikring.

“Små og mellemstore virksomheder betaler ofte højere præmier for deres forsikringer end de store virksomheder. Men de konkurrerer om de samme opgaver og skal have lige vilkår. Med SMVforsikring har vi skabt en løsning, hvor vi puljer vores medlemmers forsikringsbehov og forhandler bedre priser på deres vegne. Det gør, at vi kan tilbyde et billigere produkt og dermed udligne noget af de store virksomheders konkurrencefordel,” siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark.

Betydelige besparelser og fuld fleksibilitet
Vurderingen er, at SMVforsikring kan give små og mellemstore virksomheder besparelser på op til 20-30 procent på forsikringspræmierne. Besparelserne afhænger af virksomhedens profil og risiko.

“Da vi prøvede løsningen på os selv som en af de første kunder, gik vores forsikringspræmie fra 110.000 kroner om året til 65.000 kroner – en besparelse på 45.000 kroner. Det er præcis den form for resultater, vi ønsker at skabe for vores medlemmer,” fortæller Jakob Brandt og uddyber:

“Vi har designet SMVforsikring, så der er tale om et både fleksibelt og økonomisk attraktivt forsikringstilbud. Virksomhederne behøver ikke samle alle deres forsikringer i ét selskab for at opnå rabatter. I stedet har vi forhandlet markedets bedste løsninger, som vi samler i ét tilbud, så det bliver nemt at overskue.”

Løbende optimering og personlig rådgivning
SMVforsikring lanceres fra begyndelsen af det nye år. Ved at udfylde formularen her kan man skrive sig op til at blive kontaktet som de første med tilbud. Der vil gå nogle uger, før man kontaktes, så man skal have lidt tålmodighed.

SMVforsikring tilbyder et årligt forsikringstjek, hvor virksomhedens behov gennemgås, og dækningerne optimeres.

“Det er vigtigt, at vores medlemmer altid har de bedste løsninger til deres aktuelle behov. Derfor genforhandler SMVforsikring løbende vilkår og priser med forsikringsselskaberne. Hvis det er nødvendigt, kan vi også skifte til et andet selskab for at sikre de bedste betingelser,” siger Jakob Brandt.

SMVforsikring er eksklusivt for medlemmer af SMVdanmark. Da KA Pleje er medlem af SMVdanmark, gælder tilbuddet også KA Plejes medlemmer.

Modellen er, at Viking Forsikringsagentur samler de bedste produkter fra flere forsikringsselskaber og løbende genforhandler priser og vilkår, mens Marsh McLennan Agency som forsikringsmidler rådgiver, indtegner og administrerer forsikringerne.

Del denne artikel: