-

Nyt nummer af VÆRDI på gaden

Magasinet sætter fokus på, hvordan 3F tvinger landmænd til at tegne overenskomst. Derudover ser Dennis Kristensen tilbage på mange års godt samarbejde mellem FOA og KA Pleje.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Det udløste rødglødende raseri flere steder i fagbevægelsen, da FOA og KA Pleje indgik overenskomst tilbage i 2004.

Dennis Kristensen, daværende FOA-formand, husker her 14 år efter stadig skideballerne, som den kontroversielle beslutning førte med sig. Men tiden har vist, at FOA traf den rigtige beslutning dengang, understreger den nu tidligere FOA-formand i et stort farvel-interview i magasinet VÆRDI.

“Jeg tror, at i dag er alle enige om, at det – set FOA-mæssigt – ville have været katastrofalt at lade en stor bid af et stort fagområde, vi hidtil havde overenskomstdækket 100 procent, lade overgå til andre. Det ville have været tosset,” siger han.

Dennis Kristensen lægger i interviewet ikke skjul på, at det har overrasket ham positivt, hvor mange steder FOA og KA Pleje ser ret ens på tingene.

3F på krigsstien
I magasinet folder vi også landmændenes frihedskamp ud. 3F har sat en række landmænds frie valg ud af kraft. Fagforbundet opsøger landmændene med det klare budskab, at de skal tegne overenskomst med 3F, hvis de vil undgå konflikt.

Mælkeproducent Lars Kristensen fra midtjyske Frederiks står frem med historien om, hvordan han følte sig tvunget til at tegne overenskomst med 3F, hvis hans virksomhed skulle have en fremtid.

“I alle mulige sammenhænge eksisterer det frie valg, men lige når det handler om arbejdsmarkedet og overenskomster, så er der ingen frihed. Det er så dybt forkert,” siger Lars Kristensen til VÆRDI.

I magasinet kalder flere politikere fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti 3Fs fremgangsmåde for mafiametoder.

“Jeg mener helt ærligt, at der er tale om mafiametoder, når 3F bruger sådan en fremgangsmåde,” siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby fra Dansk Folkeparti til VÆRDI.

I magasinet kan du også læse historien om en semikendt person, der beskyldte sin tidligere arbejdsplads for en politisk motiveret opsigelse. Virksomheden blev frifundet i retten.

VÆRDI lander i medlemmernes postkasser i denne uge.

Del denne artikel: