-

Medarbejder syg i ferien: Sådan er reglerne

Det er sommer og ferietid. Hvis du gerne vil genopfriske, hvordan du håndterer medarbejderes sygdom i forbindelse med ferieafholdelse, kan du læse med her.

Af: Anne Bøstrup

Foto: Colourbox

Medarbejdere, som bliver syge, inden ferien begynder
En medarbejder, som bliver syg, inden ferien går i gang, og som fortsat er syg på ferieafholdelsestidspunktet, har ikke pligt til at bruge sin optjente ferie. Medarbejderens sygdom er en feriehindring, og derfor afvikles feriedagene ikke under fraværet.

Medarbejderen har til gengæld ret til at holde sin ferie på et senere tidspunkt i ferieåret, hvor vedkommende ikke længere er syg.

Medarbejderen skal sygemelde sig på normal vis efter de retningslinjer, som virksomheden har fastsat, inden ferien påbegyndes. Har medarbejderen ikke sygemeldt sig inden arbejdstids begyndelse den første feriedag, vil ferien anses for påbegyndt. 

Medarbejderen kan søge en teknisk raskmelding hos kommunen, hvis medarbejderen til trods for sin sygdom ønsker at afvikle optjent ferie. Med en teknisk raskmelding genoptager kommunen sygedagpengerefusionen dagen efter feriens afslutning. Indhentes der ikke en teknisk raskmelding, kan konsekvensen være, at der indtræder en ny arbejdsgiverbetalt periode på 30 kalenderdage, hvor virksomheden ikke kan søge sygedagpengerefusion. Af dén grund er det vigtigt, at virksomheden forud for ferieafholdelsen skriftligt får bekræftet, at medarbejderen har fået godkendt en teknisk raskmelding.  

Skulle medarbejderen blive rask under ferieafholdelsen, og sker raskmeldingen, mens der er kollektiv ferielukning i virksomheden, betragtes ferien som påbegyndt på tidspunktet for raskmeldingen. Her afholdes den ferie, som medarbejderen har været forhindret i at afholde på grund af sygdom, i forlængelse af den oprindeligt varslede ferie, medmindre du og medarbejderen aftaler, at ferien skal afholdes på et andet tidspunkt.

Medarbejdere, som sygemelder sig, mens de har ferie
I de tilfælde, hvor medarbejderen bliver syg i sin ferie, kan medarbejderen vælge at sygemelde sig til virksomheden. I det tilfælde vil medarbejderen have ret til erstatningsferie, men først efter medarbejderen har haft 5 sygedage under ferieafholdelse i løbet af ferieåret.

Også i disse tilfælde skal medarbejderen sygemelde sig efter virksomhedens retningslinjer, når sygdommen indtræder. Hvis medarbejderen sygemelder sig senere end første sygedag, kan du som arbejdsgiver ved opgørelsen af erstatningsferie se bort fra sygedage, som ligger forud for sygemeldingen, medmindre det ikke kan bebrejdes medarbejderen, at der ikke er givet meddelelse om sygdommen noget før.

Pligten gælder også, selv om medarbejderen befinder sig i udlandet, eftersom det er relativt enkelt at sygemelde sig alligevel med de kommunikationskanaler, vi i dag har adgang til. Der skal altså noget mere tungtvejende til, førend det kan retfærdiggøres, at en sygemelding kommer på bagkant – for eksempel at medarbejderen er svært tilskadekommet.

Når medarbejdere bliver syge under deres ferie, kan du som arbejdsgiver kræve lægelig dokumentation på sygdommen for medarbejderens regning.

Skulle medarbejderen være forhindret i at meddele sygdommen, for eksempel på grund af kollektiv ferielukning i virksomheden, er det medarbejderens ansvar at sikre sig, at der er dokumentation for sygemeldingen, herunder tidspunktet for sygemeldingen.

Giver ovenstående anledning til spørgsmål, er du som KA Pleje-medlem naturligvis velkommen til at kontakte juridisk afdeling.

Del denne artikel: