Lars Kolind er ikke et sekund i tvivl.
Selvfølgelig er det moralsk forsvarligt at lade private virksomheder tjene penge på at drive ældrepleje, sociale tilbud, skole, børnehave og hvad man ellers kan forestille sig. Faktisk vil det være en kæmpe fordel for samfundet, hvis de private aktører kommer til at spille en langt mere dominerende rolle, når det handler om at løse velfærdsopgaver.
“I den offentlige debat møder man tit argumentet, at det er forkert at lade virksomheder tjene penge på at gøre noget godt for andre. Jeg er fuldstændig uenig. Den bedste måde at tjene penge på er da netop at gøre noget godt, der hjælper andre,” siger Lars Kolind og uddyber:
“Vi kan også vende spørgsmålet på hovedet. Er det mere moralsk acceptabelt at tjene penge på at producere krigslegetøj eller usunde burgere end at gøre noget godt for andre? Nej vel,” siger han.
Lars Kolind bruger Oticon som eksempel på, hvordan det at tjene penge på at gøre noget godt for andre gavner samfundet.
“Jeg er faktisk optimist. Jeg har ikke så meget at have det i, men jeg er optimist på den måde, at politikerne jo gennemgående er ordentlige og fornuftige mennesker, der trods alt godt kan lytte til sund fornuft.”
Lars Kolind, erhvervsmand
Han kom til høreapparatproducenten som koncernchef i 1988, og det efterfølgende årti blev den skrantende virksomhed forvandlet til verdensførende på sit område.
– Vi anstrengte os virkelig meget for at lave høreapparater, som brugerne havde meget større glæde af end dem, der var der på det tidspunkt, siger Lars Kolind. Han introducerer begrebet ”den gode cirkel”, som han flere gange vender tilbage til i interviewet:
“Vi var i stand til at lave noget, som havde kæmpestor værdi for brugerne, og derfor kunne vi tillade os at tage en højere pris. Det sikrede virksomheden en høj fortjeneste, som betød, at vi havde råd til at forske og udvikle endnu mere – og dermed gøre produkterne endnu bedre. Det er den gode cirkel, og den er helt central i forståelsen af det her,” siger Lars Kolind.
Bidrager med milliarder til samfundet
Vi zoomer ind på Oticon-eksemplet. Virksomhedens gennemsnitskunde er en 72-årig person, der lider af hørenedsættelse:
“Et godt høreapparat tilpasset af en dygtig audiolog gør en kæmpe forskel. Uden høreapparat halter den sociale kontakt til børn, børnebørn, familie og venner. Jeg gætter på, at der på verdensplan er 50 millioner mennesker, som har glæde af Oticons produkter. Det ville ikke være sket, hvis ikke virksomheden gav overskud. Mere end en milliard kroner af årets overskud bruges hvert år på forskning og udvikling, og den indsats har betydet, at det er lettere at forstå tale trods baggrundsstøj, batterierne lever længere, og apparaterne er mindre, lettere at betjene, mere pålidelige og behagelige,” siger han.
Oticon tjener gode penge på at gøre en positiv forskel for så mange mennesker.
“I dag bidrager virksomheden hvert eneste år med milliarder i skatter og afgifter til samfundet. Det er den slags virksomheder, vi skal leve af,” siger Lars Kolind, der forlod Oticon i 1998.
Hvis Oticon havde været et offentligt foretagende, havde historien set helt anderledes dyster ud.
“Så havde virksomheden ikke eksisteret i dag, fordi den havde ikke været konkurrencedygtig,” siger Lars Kolind og uddyber:
“Hvis høreapparater skulle udvikles og produceres i offentligt regi, så ville teknologien være 20 år bagefter. Apparaterne ville være store og grimme, og folk med nedsat hørelse ville vente længere, inden de kom i gang med at bruge høreapparat. Det offentlige har mononol, og det betyder jo fravær af konkurrence. Monopoler mangler tilskyndelse til hele tiden at blive bedre og mere effektiv,” siger han.
Slip friheden løs på ældreområdet
Lars Kolind efterlyser, at det offentlige tager ved lære af høreapparat-eksemplet og ”den gode cirkel”. Han nævner ældreområdet som et oplagt sted at begynde, fordi her er der virkelig meget at hente.
“Kunsten er at kunne skabe noget, der er 100 kroner værd, og så kun bruge 80 eller 90 kroner til at gøre det, for eksempel ved at undgå bureaukrati eller ved at tilrettelægge arbejdet bedre.”
Lars Kolind, erhvervsmand
“Selv om vi hvert år bruger milliarder af kroner på ældreområdet, så er der bred enighed om, at plejen og omsorgen i Danmark langt fra er god nok. Vi har stivnede systemer, bureaukrati, utidssvarende hjælpemidler, dårlige arbejdsforhold og højt sygefravær,” siger Lars Kolind og nævner det, han ser som et første skridt:
“Vi kunne lade det offentlige betale nøjagtig det samme pr. borger som i dag og så invitere alle, der er kompetente, til at levere den bedste pleje, de kunne, for den samme pris,” siger han og fortsætter:
“Lad os kalde det ”bedste pleje”. For det første vil det betyde gladere borgere, for det andet vil borgerne holde sig sunde og raske længere, og for det tredje vil de pårørende glæde sig over den pleje, den ældre får. Hvis et eller flere firmaer kan levere ’”bedste pleje” for samme omkostning, hvad er så problemet, hvis de tjener penge på det,” spørger han og uddyber:
“Jeg ser intet problem. Tværtimod. Med overskud kan virksomhederne overtage plejen af flere ældre, som dermed også kan blive gladere, sundere og mere tilfredse. Måske kan ældreplejen blive en dansk eksportsucces på linje med høreapparater, vindmøller og containertransport,” siger han.
Når ideologi er rodfæstet i den blå luft
Modstanden mod at tjene penge på at levere velfærdsydelser er stor i Danmark. Lars Kolind mener, at årsagen er den ”lønmodtageropfattelse”, der præger den offentlige debat. Han peger på den socialdemokratiske social- og indenrigsminister, Astrid Krag, som øjeblikkets mest fremtrædende repræsentant for den opfattelse.
“Hun og hendes forbundsfæller er besat af en ideologi, der taler om overskud som en omkostning for det offentlige. På overfladen en nærliggende tanke, men ikke hvis man graver dybere. Muligheden for at lave overskud tilskynder nemlig til fremskridt i form af at skabe større værdi for færre penge, altså innovation,” siger Lars Kolind og uddyber:
“Kunsten er at kunne skabe noget, der er 100 kroner værd, og så kun bruge 80 eller 90 kroner til at gøre det, for eksempel ved at undgå bureaukrati eller ved at tilrettelægge arbejdet bedre. Hvis kunden vil betale 100 kroner for det, der er 100 kroner værd, bliver overskuddet 10 eller 20 kroner, og det motiverer virksomheden til at anstrenge sig endnu mere. I Astrid Krags ideologi er der ikke plads til “den gode cirkel”. Jeg ville ønske for alle de, der er afhængige af de offentlige velfærdsydelser, at vi fik skabt flere “gode cirkler”,” siger Lars Kolind.
Når en virksomhed forsøger at skabe en “god cirkel” gennem for eksempel en ny arbejdsform, er der altid en risiko for at forsøget ikke lykkes.
“I en privat virksomhed lærer man af fejlene og forsøger at gøre det bedre næste gang. Lige modsat i det offentlige. Der bliver fejl hurtigt til skandaler, som skal have konsekvenser, og derfor er der ingen motivation for at prøve nyt. Resultatet bliver stilstand, og hvis borgerne alligevel forlanger forbedringer, er der kun ét svar: Send flere penge,” siger han.
For Lars Kolind er overskud et middel, men ikke et mål i sig selv.
“Kun virksomheder, der giver overskud, har råd til at satse på at gøre tingene endnu bedre, og det er præcis sådan de bedste virksomheder arbejder,” siger han.
Udlicitering kræver nye øjne
Lars Kolind ærgrer sig over at se, hvor meget potentiale, der går tabt, fordi det offentlige sidder så tungt på velfærdsområderne. Han nævner ældreområdet, sundhedsvæsenet, handicapområdet og uddannelsesområdet som områder, der skriger på fornyelse og innovation.
“Når du starter virksomhed, sætter du en masse energi fri hos folk. De sætter deres opsparing, karriere og alt muligt andet på spil for at gøre noget bedre end andre har gjort. Det er en enorm frisættelse af energi. Det er et kæmpe samfundstab, at vi ikke tillader, at al den energi sættes fri på velfærdsområderne,” siger Lars Kolind.
Han mener, at de borgerlige regeringer i 00’erne i en vis udstrækning lod de private aktører komme til fadet i forhold til at løse velfærdsopgaver.
“Jeg synes ikke, man gik langt nok, men der blev taget skridt i den rigtige retning. Det er så gået den stikmodsatte vej under den nuværende regering. Jeg mener, at regeringen påtager sig et kæmpe ansvar over for alle de mennesker, som ikke får en bedre behandling eller et bedre tilbud, fordi regeringen af ideologiske årsager fravælger nogle muligheder. Jeg forstår ikke, at regeringen kan sove ordentligt om natten,” siger han.
“I en privat virksomhed lærer man af fejlene og forsøger at gøre det bedre næste gang. Lige modsat i det offentlige. Der bliver fejl hurtigt til skandaler, som skal have konsekvenser, og derfor er der ingen motivation for at prøve nyt. Resultatet bliver stilstand, og hvis borgerne alligevel forlanger forbedringer, er der kun ét svar: Send flere penge.”
Lars Kolind, erhvervsmand
Noget andet, der skal kigges på, er brugen af udlicitering. Det skal være slut med at fokusere på metoderne, når der udliciteres – målene skal i højsædet.
“Hvis vi tager ældreområdet som eksempel, så beskriver man helt ned i detaljen, hvor mange bade, der skal leveres om ugen, og hvad der skal serveres. Man kopierer en forældet metode fra det offentlige over i den private virksomhed. Det låser virksomheden, og den kan kun tjene penge på én måde – og det er ved at presse medarbejderne til at løse de samme opgaver hurtigere end det offentlige. Den form for udlicitering hjælper ingenting. Det, der er brug for, er metodefrihed inden for relativ vide rammer – intelligent udlicitering baseret på, at man skal nå bestemte mål som for eksempel at sikre større livskvalitet,” siger han.
Selv om der på nuværende tidspunkt ikke er den store politiske opbakning til Lars Kolinds tanker, har han på ingen måde mistet modet.
“Jeg er faktisk optimist. Jeg har ikke så meget at have det i, men jeg er optimist på den måde, at politikerne jo gennemgående er ordentlige og fornuftige mennesker, der trods alt godt kan lytte til sund fornuft. I perioder har fornuften lidt dårligere vilkår, mens det er bedre i andre perioder. Jeg håber, at den sunde fornuft får bedre vilkår igen på et tidspunkt,” siger han.
Blå bog
Lars Kolind er 73 år og bor i Nordsjælland. Han er gift og har fire børn.
Lars Kolind er uddannet cand.scient. i matematik fra Aarhus Universitet, har en HD i organisation fra Copenhagen Business School og er adjungeret professor ved Handelshøjskolen i Aarhus.
Lars Kolind var fra 1981-84 underdirektør på Forskningscenter Risø og i perioden 1984-88 direktør for Radiometer A/S. I 1988 og ti år frem var han koncernchef for William Demant Holding A/S, som ejer høreapparatvirksomheden Oticon.
Lars Kolind har de seneste mange år været medlem af en række bestyrelser samt involveret i forskellige virksomheder. Ved folketingsvalget i 2007 stillede han op for Ny Alliance, men blev ikke valgt.