-

KA Pleje: Et stort skridt i den rigtige retning – nu ligger bolden hos kommunerne

I KA Pleje ser vi mange positive takter i regeringens ældreudspil, men der er også udfordringer, som udspillet ikke tager hånd om. Direktør Karsten Høgild og politisk chefkonsulent René Nord Hansen kommenterer udspillet.

Af: Søren Ploug Lilmoes

, journalist

Fra venstre ses politisk chefkonsulent René Nord Hansen, ældreminister Mette Kierkgaard, KA Pleje-formand Vibeke Haaning og direktør Karsten Høgild.

”Helt overordnet er udspillet et stort skridt i den rigtige retning. Det er positivt, at regeringen – ligesom os – ønsker at styrke de ældres valgfrihed. Det er også glædeligt, at regeringen lægger op til at udvide det frie valg til at omfatte genoptræning og rehabilitering,” siger René Nord Hansen, der er politisk chefkonsulent i KA Pleje.

Han peger på, at kommunerne får en central rolle i forhold til at føre regeringens tanker ud i livet.

”Et er, hvad politikerne vedtager i Folketinget – noget andet er, hvordan det udmøntes i den enkelte kommune. Det er ikke nogen hemmelighed, at det halter gevaldigt for nogle kommuner at leve op til gældende lovgivning,” siger René Nord Hansen og giver et par konkrete eksempler:

”Selv om det står sort på hvidt i loven, at den ældre skal kunne vælge, om man vil have kommunen eller en privat aktør til at levere personlig pleje, så findes den valgfrihed ikke i 24 af landets kommuner. Det fremgår også tydeligt, at kommunerne har en klar informationspligt i forhold til at fortælle borgerne om deres ret til valgfrihed – den opgave løftes ikke særlig godt alle steder,” siger han.     

Central klageinstans og beregning af timepriser
Karsten Høgild er direktør i KA Pleje. Han glæder sig over, at regeringen støtter etableringen af en uafhængig klageinstans, som de private aktører kan gå til, hvis de oplever unfair konkurrence fra det offentlige.

”Det har vi kæmpet for i årevis. Forudsætningen for valgfrihed er fair og fri konkurrence. Derfor er det nødvendigt at have en uvildig instans, som de private kan gå til, hvis myndighederne ikke følger lovgivningen,” siger Karsten Høgild.

Regeringen vil også kigge på beregningen af de timepriser, som de private aktører afregnes med. KA Pleje har tidligere foreslået, at der laves en ensartet procentsats på tværs af landets kommuner for de indirekte omkostninger.

”Det er positivt, at det forslag er med i udspillet, men det løser langt fra hele udfordringen med timepriser. Det er fortsat den enkelte kommune, der skal beregne timeprisen, og vi har gennem årene set adskillige eksempler på timepriser, der ikke afspejlede de reelle omkostninger. Vi mener, at kommunerne skal forpligtes til at gennemføre en revision af deres konteringspraksis, så vi får noget ensartethed på området. Det skal gøres gennemskueligt, hvordan den enkelte kommune regner sig frem til sin timepris,” siger Karsten Høgild.

Han minder om, at timepriserne er fuldstændig afgørende for valgfriheden:

”Når timepriserne er kunstigt lave, skræmmer man de private aktører væk, og så forsvinder de ældres valgfrihed. Gennemsigtige timepriser vil også sikre lokalpolitikerne et retvisende billede af, hvad ældreplejen koster i deres kommune. Det overblik har man ikke i en del kommuner, fordi timeprisen ganske enkelt ikke er korrekt,” siger Karsten Høgild.

Han glæder sig over, at regeringen vil pålægge kommunerne én gang årligt at foretage en genberegning og efterregulering af timepriserne.

”Det er noget, vi har kæmpet for i årevis, for det vil sikre de private leverandører en korrekt afregning,” siger Karsten Høgild.

Helhedspleje og valgfrihed
René Nord Hansen ser en udfordring i den form for helhedspleje, som regeringen lægger op til.

”Når man lægger op til, at fremtidens ældrepleje skal være en helhedspleje, er det afgørende at sikre, at private leverandører har mulighed for at levere nødvendig pleje som hjælp til støttestrømper, insulin og kateter. Hvis de ikke har den mulighed, er helhedsplejen blot en cementering af et kommunale monopol,” siger han og fortsætter:

”Vi kan forstå på det hele, at regeringen skubber en del af udfordringen med helhedspleje til den kommende sundhedsreform. Vi kommer til at holde nøje øje med, at man rent faktisk løser udfordringen til den tid, fordi det er så afgørende, når vi taler helhedspleje,” siger René Nord Hansen. 

Del denne artikel: