Varmerekord på varmerekord. Regn i uoverskuelige mængder. Altødelæggende vindstød. Udsigt til stigende vandstand.
Vi er med jævne mellemrum vidner til vildt vejr. Og vi har kun set begyndelsen, hvis ikke verden ændrer kurs. Hvis ikke politikerne og alle andre gode kræfter får skruet op for de grønne ambitioner i en vældig fart, så stirrer menneskeheden ind i katastrofen.
Den dystre forudsigelse kommer fra Mads Nipper, som er koncernchef hos Grundfos, der har over 19.000 medarbejdere på verdensplan.
“Jeg tror, tiden er gået i forhold til, at vi kan undgå klimaforandringer. Men det må aldrig, aldrig få os til at tøve et eneste sekund med at træffe beslutninger, der begrænser dem. For klimaforandringer kan gå fra at være slemme til at være fuldstændig uoprettelig katastrofale, og det sidste er jeg sikker på, at vi stadig kan undgå,” siger han og uddyber:
“Hvis ikke vi som generation løser – eller i hvert fald får skabt væsentlig bedre styr på udviklingen – synes jeg, det er fuldstændig uansvarligt for fremtidige generationer. Jeg kan ikke udtrykke det klarere end at sige, at klima og vand er så afgørende, at det er noget, vi alle simpelthen er nødt til at gøre noget ved.”
“Jeg tror, tiden er gået i forhold til, at vi kan undgå klimaforandringer. Men det må aldrig, aldrig få os til at tøve et eneste sekund med at træffe beslutninger, der begrænser dem.”
Mads Nipper, koncernchef, Grundfos
Dagsorden fylder for lidt
Mads Nipper er dybt engageret i arbejdet med FNs Verdensmål, der udstikker en bæredygtig og farbar kurs for verden. Han var medlem af den globale kommission, som FN nedsatte i forbindelse med formuleringen af verdensmålene i 2015. Selv om kommissionen har nedlagt sig selv efter veloverstået arbejde, kæmper Mads Nipper videre for at sætte en grøn og ambitiøs dagsorden.
“Jeg synes, at klima- og miljødagsordenen burde fylde meget mere i Danmark. Jeg kan ikke forestille mig noget, der er ret meget vigtigere.”
Nedtællingen til næste folketingsvalg er for alvor begyndt, og udlændingepolitik plejer at være et afgørende valgtema. Mads Nipper håber, at klima- og miljødagsordenen kommer til at spille en afgørende rolle, når vælgerne skal sætte krydset.
“Jeg har sagt det før, og gentager det gerne. Jeg synes, det er beskæmmende, hvis en flygtningedebat kommer til at fylde mere end eksempelvis en klimadebat eller velstandsdebat. I min optik vil det være populisme og symptombehandling snarere end noget reelt,” siger han og uddyber:
“Den eneste årsag til, at vi har flygtninge- og migrationsproblemer, er, at de stakkels mennesker ikke har vand og dermed ikke har været i stand til at bygge velstand. I stedet for at sige, hvor høje mure kan vi bygge, og hvor meget kan vi begrænse det, burde vi tale om, hvordan kan vi få stater og virksomheder til at investere, så der rent faktisk kommer nogle levevilkår i de pågældende lande, der gør, at folk har lyst til at blive der.”
“Jeg synes, at klima- og miljødagsordenen burde fylde meget mere i Danmark. Jeg kan ikke forestille mig noget, der er ret meget vigtigere.”
Mads Nipper, koncernchef, Grundfos
Tror du ikke, at udlændingepolitik bliver et afgørende tema på næste valgdag?
“Jo, desværre, men det skal ikke afholde mig fra at sige, at jeg synes, det er forkert.”
Trump og USA skuffer
Mads Nipper er stærkt utilfreds med, at præsident Trump har trukket USA ud af Paris-aftalen, der forpligter landene til at leve op til en række klimamål. Han glæder sig dog over, at der i USA er mange stærke kræfter blandt politikere og i erhvervslivet, som kæmper for at få USA til at gentiltræde aftalen.
“Jeg vil være dybt skuffet og forarget, hvis ikke USA på et eller andet tidspunkt genindtræder officielt i at tage deres kæmpestore del af læsset, fordi USA sammen med Kina er verdens største klimapåvirkere negativt. Det er helt gennemgribende uansvarlig ledelse, hvis de ikke gør det på et tidspunkt,” siger Mads Nipper, der også er klar med en opfordring til Europa:
“Jeg er ikke super imponeret over, at EU-landene ikke er dygtigere til at sætte endnu mere ambitiøse mål for vores energieffektivitet. Der kan vi gøre det endnu bedre.”
Det er ikke kun kritik, der kommer ud af Mads Nippers mund. Der er politikere, som gør en positiv forskel.
“Jeg kan nærmest få gåsehud over det engagement og den villighed til at træffe modige beslutninger, som der findes hos nogle politiske ledere. Det er både i det store og små,” siger han og nævner den danske EU-parlamentariker Bendt Bendtsen som et eksempel:
“Bendt Bendtsen arbejder i EU på et bygningsdirektiv, som vil betyde helt enormt meget for både danske virksomheder og klimadagsordenen.”
“Verdensmålene er helt afgørende for en bæredygtig udvikling af verden.”
Mads Nipper, koncernchef, Grundfos
Vi kan alle gøre en forskel
FN formulerede de 17 verdensmål i 2015, og de skal være indfriet i 2030. Der er ikke bare tale om flotte ord og løse hensigtserklæringer, understreger Mads Nipper.
“Verdensmålene er helt afgørende for en bæredygtig udvikling af verden. Det sætter et kompas for, hvor vi er nødt til at bevæge verden hen, hvis vi ønsker at overlevere en verden til de næste generationer, der er værd at leve i – en verden, hvor vi kan kigge hinanden i øjnene og sige, at der en lighed, værdighed og en måde at leve på, som vi synes, vi kan være bekendt.”
Mads Nipper mener, at beslutningen om at formulere verdensmålene er en helt afgørende beslutning.
“Det samler verden – alle interessenter, regeringer, NGO’ere og virksomheder – i et fælles sprog om, hvad alle verdens nationer mener er rigtigt og nødvendigt at gøre. Det at vi alle har et fælles strategisk kompas for den udvikling, er måske i virkeligheden FNs største bedrift til dato.”
Mads Nipper peger på, at verdensmålene skal være med til at sætte fokus på behovet for handling. Og det er ikke kun politikerne, der skal handle. Vi har alle et ansvar, og vi kan alle gøre en lille forskel.
“Du kan drikke vand fra hanen i stedet for at købe flaskevand. Du kan slukke for vandet, når du børster tænder. Der er tusindvis af småting, som alle verdens borgere kan gøre noget ved, hvis vi tænker os bare en lille smule mere om.”
Krav til virksomheder skærpes
Mads Nipper opfordrer erhvervslivet til at bruge krudt på verdensmålene. Det gælder ikke kun giganter som Grundfos, men også små og mellemstore virksomheder.
“Der findes en del eksempler på virksomheder, som har gjort nogle af verdens største udfordringer til særdeles innovative og gode forretninger. Noget af det, der er spændende, er, at mange af de løsninger er kommet fra små og mellemstore virksomheder,” siger han.
Og der kan gemme sig en god forretning i at gå nye veje.
“Hvis det var åbenlyst, hvordan verdens udfordringer skulle løses, så var det ikke en udfordring længere. Der står noget i vejen for, hvorfor verden ikke allerede har løst de her problemer. Nogle gange handler det om, at der ikke er nogen, som tør investere i det, men andre gange handler det om, at de rigtige ideer bare ikke er opstået.”
Mads Nipper understreger, at verdensmålene handler om moral og etik.
“Det betyder, at en virksomhed som Grundfos skal sikre, at vores samarbejdspartnere både behandler sine medarbejdere og planeten ordentligt. De krav, der stilles i den forbindelse, er større end nogensinde, og de vil stige yderligere. Jeg synes grundlæggende, det er en god udvikling. Det betyder også, at vi gradvist vil stille større og større krav til vores samarbejdspartnere på en række områder, der ikke handler om pris og produktets kvalitet,” siger han og uddyber:
“Samtidig vil vi også i højere grad blive mødt af kunder, der stiller spørgsmål: Hvor meget energi bruger I selv? Nu fortæller I, at I kan hjælpe med at redde verden på vand og klimaforandringer, men hvordan opfører I jer selv? Hvordan styrer I jeres leverandører? Hvordan investerer I i at nedbringe energi– og vandforbruget? Den her positive spiral med, at vi stiller større og større krav til hinanden, er både en trussel for virksomhederne, hvis de overser det, men det er også en mulighed for at differentiere sig.”
“Vi bruger verdensmålene til at være endnu mere præcise i at sætte ord på, hvad der er vores vigtigste formål. Der er mange, der tænker: ”I er en pumpevirksomhed.” Vi bruger verdensmålene til at sige: ”Vi er en virksomhed, der først og fremmest beskæftiger os med at løse verdens vandproblemer og verdens klimaforandrings-problemer.”
Mads Nipper, koncernchef, Grundfos
Arbejdet betaler sig
For Grundfos er det naturligt at støtte og beskæftige sig med to af verdensmålene. Det første, som er mål nummer seks på FN-listen, handler om at sikre alle adgang til rent vand og sanitet, og at forvalte det bæredygtigt.
Det andet mål, der er nummer 13, handler om at bekæmpe klimaforandringer og deres konsekvenser.
Selv om vand og klimaforandringer ikke er nyt land for Grundfos, så giver arbejdet med verdensmålene nye muligheder.
“Vi bruger verdensmålene til at være endnu mere præcise i at sætte ord på, hvad der er vores vigtigste formål. Der er mange, der tænker: ”I er en pumpevirksomhed.” Vi bruger verdensmålene til at sige: ”Vi er en virksomhed, der først og fremmest beskæftiger os med at løse verdens vandproblemer og verdens klimaforandrings-problemer,” siger Mads Nipper og tilføjer:
“Der er en lille smule mere swung i at sige, at vi er en af verdens vigtigste virksomheder i forhold til at løse to af de 17 verdensmål end at sige, at vi er verdens største pumpeproducent. Begge dele er faktuelt korrekt, men vi bruger det til at løfte ambitionsniveauet.”
Mads Nipper medgiver, at det er en udfordring at folde verdensmålene ud på en vedkommende måde for Grundfos’ medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.
“Vi bruger verdensmålene i al vores interne information. For eksempel var forsiden af vores medarbejderblad, som alle 19.000 medarbejdere får, for to udgaver siden logoet for verdensmål nummer seks,” siger han.
Grundfos markedsfører også målene eksternt. Ved kvindernes VM i håndbold i december 2017 brugte Grundfos sit store sponsorat til at slå et slag for verdensmålene – eksempelvis blev bandereklamerne brugt til formålet. Mads Nipper fortæller, at den alternative brug af sponsoratet har givet mange positive reaktioner.
Grundfos-topchefen er overbevist om, at det betaler sig for virksomhederne at arbejde aktivt med verdensmålene.
“Vi opfattes som en virksomhed, der tager verdensmålene alvorligt og rent faktisk gør noget ved det. Uanset om det er fremtidige, potentielle medarbejdere, offentligheden generelt eller vores kunder, så er der ingen tvivl om, at vi bliver mere positivt opfattet på den her baggrund.”
Brug for tålmodighed
Mads Nipper peger på, at det er afgørende at have tålmodighed, fordi resultaterne af virksomhedernes arbejde med verdensmålene ikke kan aflæses på bundlinjen i morgen.
“En af de helt fundamentale forudsætninger for seriøst at være med til at løse udfordringer er, at man har modet til at tænke en lille smule mere langsigtet. En af de store ting, der potentielt set står i vejen for, at verden får løst de her udfordringer, er, at vi alle tænker kortsigtet. Rigtig mange af de løsninger, der skal laves – hvad enten det er nye forretningsmodeller, ny teknologi eller nye samarbejdspartnere – kræver hårdt arbejde nu, og tilbagebetalingen kommer først senere.”
Mads Nipper bruger de cirka syv millioner dieseldrevne dykpumper, der findes i Indien, som eksempel.
“De sviner helt vildt, fordi det er nogle af verdens mest beskidte dieselmaskiner, der bruger noget af verdens mest beskidte diesel. Derudover døjer de tit med at have den pålidelighed, der gør, at folk i de små samfund kan få vand. Jeg kunne godt have en drøm om, at Grundfos kunne være hovedaktør i at skifte alle de her dykpumper ud med højeffektive soldrevne pumper. Det vil spare milliarder af kilowatt-timer om året, og det vil give driftssikkerhed i vandforsyningen. Det er klart, at det ikke er noget, vi kan tjene en masse penge på de første mange år, men på sigt kan vi måske.”
Mads Nipper medgiver, at store virksomheder har mange flere muskler til at løse opgaver end små og mellemstore virksomheder. Men det at være lille må ikke blive en sovepude.
“Jeg forstår udmærket godt, at det ikke er alle virksomheder, der har den luksus, at de bare kan sige: ”Det vælger vi at investere i, fordi det skal nok være rigtigt over tid.” Men der er altså ingen undskyldning for ikke på de helt nære ting at opføre sig ordentligt. Det kan godt være, vi ikke kan investere i helt nye forretningsmuligheder, men hvad nu, hvis vi gjorde os lidt mere umage for at spare på energien. Hvad nu hvis vi gjorde os lidt mere umage med at investere i lidt mere miljøvenlige teknologier. Hvad nu hvis vi talte lidt mere med vores kunder om, hvordan vi kan hjælpe dem med at adressere de her ting,” siger Mads Nipper og uddyber:
“Alle de her ting behøver ikke koste noget. Jeg tror, at der ofte er en misforståelse af – både i offentligheden og blandt specielt mindre virksomheder – at det altid vil være noget, der kræver en stor ekstra indsats eller koster en masse penge.”
Blå Bog
Mads Nipper har været koncerndirektør i Grundfos siden august 2014
Han kom fra Lego, hvor han startede som mediekonsulent i 1991 – og sluttede som direktør for produktudvikling, salg og marketing
Han har været medlem af den globale kommission, der arbejder med FNs Verdensmål
Mads Nipper er 52 år, han er gift med Gitte og har børnene Sarah og Andreas.